Green Wind A/S ønsker at etablere en energipark i Kolding Kommune bestående af fire nye vindmøller, der erstatter tre eksisterende vindmøller, et solcelleanlæg på cirka 64 hektar samt etablering af batterisystemer (BESS).
Vindmøllerne vil være med en totalhøjde på 140 meter (målt fra terræn til vingespids). Vindmøllerne placeres i et parallelogram og er alle placeret i ét af kommunens udlagte vindmølleområder.
Der er udarbejdet et foreløbigt udkast til placering og afgrænsning af solcelleanlægget inden for et samlet projektområde på 75 hektar. Udkastet er udformet med udgangspunkt i en række hensyn – herunder til omkringliggende naboer, eksisterende naturværdier osv. Afgrænsningen er derfor ikke endelig, men kan justeres og tilpasses i takt med projektets videre udvikling og den løbende dialog med naboer, naturfaglige eksperter, kommunen og øvrige interessenter.
Projektområdet er beliggende i den nordvestlige del af Kolding Kommune mellem Knudsbøl og Hovmose, som ligger nord for Jordrup. På billedet fremgår det foreløbige udkast for Energipark Knudsbøl.
ㅤ
Projektet er for nuværende ikke ansøgt hos Kolding Kommune. Vi arbejder i øjeblikket med justeringer af projektet og er i dialog med lokalsamfundet og lokale aktører.